Dagbog

Så er det afgjort. Lejligheden i København er i hus, og jeg flytter i løbet af sommeren.



Det har været en svær beslutning, men jeg tror det er det rigtige jeg har valgt. Jeg skal selvfølgelig sige farvel til aktiviteter, venner og bekendte her i byen, men der er jo ikke længere fra København og hertil, end der er den modsatte vej. Derudover er der masser af aktiviteter i Hovedstaden, så jeg kommer ikke til at kede mig, med mindre det er det, jeg vil.

Det bedste af det hele er, at jeg kommer tættere på den del af familien, der bor i København.

Nu skal jeg bare til at finde ud af hvordan man flytter fra 135 kvm til 53. Det bliver ikke let, der skal kasseres en masse, måske skal der afholdes et flytte-loppemarked det må jeg finde ud af.

Uha det er ikke noget jeg ser frem til, men heldigvis har jeg hjælpende hænder nok.

Jeg har fundet ud af, at der er rigtig mange mennesker der stadigvæk stiller tændte stearinlys i vinduerne for at markere Danmarks befrielse den 4. maj. Det er da godt at vide, men de bor åbenbart bare ikke her, hvor jeg bor. I en lille provinsby på Sydsjælland. Måske er det kun i de lidt større byer, traditionen holdes i hævd.

Det ville da være da en helt oplagt ide for de handlende at sørge for at der kommer en efterspørgsel efter specielle lys, kager og blomster til 4. maj. På linie med blomster til mors dag, sokker til fars dag,  hjerter og chokolade til Valentins dag, hveder til Store Bededags aften, juletræer, gaver og pynt til jul og fyrværkeri til nytår osv.

I England højtideligholder man stadigvæk afslutningen af 1. verdenskrig i november med at slæge røde papirsvalmuer og lave indsamlinger til fordel for krigsveteraner. Hvordan kan den ide dog været gået forretningsverdenens næse forbi?

Nå, spøg til side, det vi snakker om her er traditioner, og dem kan vi ikke undvære.

Jeg husker i 1995,  da der var festivitas omkring 50-året for befrielsen. Dengang var der onde tunger der mente, at nu kunne vi da godt holde op med at fejre den begivenhed. Der var jo alligevel ikke ret mange, der kunne huske 2. verdenskrig og dens ødelæggelser. Det synes jeg ikke vi kan, jeg synes derimod vi skal huske den og lære vores børn og børnebørn, at vi i dag selv har soldater ude i verden, som af dele af lokalbefolkningerne kan opfattes som en besættelsesmagt, selv om vi selv synes, at vi har sendt dem ud for at hjælpe.

Er der nogen der har lyst til at definere forskellen mellem en terrorist og en frihedskæmper? For mig er det et spørgsmål om, hvilken side du er på.

Nu bliver jeg vist lidt for politisk, og for at undgå misforståelser, må jeg lige pointerer at jeg ikke kan forstå eller acceptere de grusomheder, der foregår i religioners, ideologier og dårlige regimers navn.

Og så må jeg hellere holde op for i dag, inden jeg bliver for harm over verdens uforstand.